Slaget om Anzio, 1944
I Vandel d. 18. september kl. 9-17

I januar 1944 etablerer de Allierede et brohoved i Anzio bag fjendens linier og truer med at afskære den tyske 10nde Armé. Men uenighed blandt de allierede ledere bremser fremrykningen og da tyskerne sætter alle reserver ind bliver brohovedet hurtigt belejret. Mens tyskerne venter på at artilleribombardementer og sygdom tvinger invasionsstyrkerne tilbage, fastholder de Allierede deres stillinger uden nogen planer om et udbrud. Dette fører til en lang og udmattende kamp med svære tab for begge sider.

Det er dog ikke alle der fastholder deres stillinger. Dagligt gennemfører elite-enheder raids ind i fjendeland. Det er enheder som Amerikansk-Canadiske 1st Special Service Force og Britiske Special Service Brigade. Men deres gennembrud bringer dem i kontakt med den frygtede Hermann Göring Panzer Division og kampene bliver endnu blodigere end langs fronten. Dette er deres historie:

Kort efter daggry sniger en af disse patruljer sig gennem de tyske linier for at angribe en tysk radiostation, der formodes at være kontakten mellem artilleriobservatørerne og de tyske kanoner i Alban Hills. Hurtigt og lydløst skærer de igennem en ubevogtet del af fronten og slipper ubemærket ind på tysk territorie.





























De uforberedte tyske vagtposter lider alvorlige tab og da beredskabsstyrken endelig bliver alarmeret er de allierede over alle bjerge. De har dog efterladt et makabert visitkort. På ligene og det ødelagte radiomateriel sidder små klistermærker med teksten: "Das dicke Ende kommt noch".















Den uhyggelige optræden giver de allierede soldater tilnavnet "De Sorte Djævle". Men ganske som klistermærkerne lovede har tyskerne ikke set det værste endnu. Senere samme dag angriber djævlene en tysk forpost. I et angreb der kun varer få minutter bliver hele den tyske garnison udraderet. Kun en ung tysk officer overlever massakren, men tages til fange og føres bort.















Men selvom den tyske officer afslører en række vigtige oplysninger vedrørerende tyske kodepunkter og placeringer på både observatører og artilleristillinger, bliver glæden kort for de amerikanske soldater. Deres britiske kolleger havde ikke held til at slippe uset tilbage og er nu omringet bag fjendens linier, hvor nettet langsomt men sikkert strammes om dem.















Amerikanerne er tvunget til at gennemføre et frontalangreb mod de tyske skyttegrave. Hvad der indledningsvis ligner et selvmordsangreb bølger dog frem og tilbage og begge sider lider svære tab. Det lykkes til sidst amerikanerne at få overtaget, men det er en dyrekøbt sejr og der lyder ingen jubel da kampene stilner af.














De allierede soldater løste de fleste af deres opgaver, men dumdristighed og overmod førte flere gange til unødige tab.
Tyskerne måtte gang på gang se sig angrebet af en overlegen og uventet fjende. De kæmpede tappert mod ofte umulige odds og de, der døde for deres fædreland, gjorde det med æren i behold.

Slaget om Anzio varede flere måneder herefter.
Flere tusinde soldater på begge sider mistede livet uden at nogen gjorde mærkbare fremskridt.

Billederne er venligst udlånt af Jonathan Bjerg Møller alene til brug på foreningen Valkyries hjemmeside. De må ikke bruges andetsteds uden indehaverens tilladelse.
Reportagen fra spillet er i Jyllandsposten d. 7.11.2010.